I industrien produceres magnesiumoxid typisk gennem den foreløbige kalcinering af magnesit. Varierende calcineringstemperaturer giver magnesiumoxid med distinkte fysisk-kemiske egenskaber; produkterne er primært kategoriseret som let-brændt magnesia (700-1000 grader), død-brændt magnesia (over 1000 grader) og smeltet magnesia (2500-3000 grader).
Let-brændt magnesiumoxid fremstilles hovedsageligt ved at kalcinere naturlig magnesit ved temperaturer mellem 700 grader og 1000 grader. Kalcineringstemperaturen er den primære faktor, der påvirker produktets aktivitet og renhed. Forskning foretaget af Zhao Ying ved hjælp af magnesit fra Dashiqiao, Liaoning, viste, at de optimale calcineringsbetingelser var en temperatur på 800 grader og en varighed på 2 timer. Birchal et al. fandt ud af, at temperaturen var den vigtigste faktor, der påvirkede det specifikke overfladeareal og reaktionsaktiviteten af let-brændt magnesiumoxid. Undersøgelser udført af Liu Xinwei et al., ved brug af magnesit fra Haicheng, Liaoning, viste, at optimale betingelser var en calcineringstemperatur på 750 grader, en varighed på 1,5 timer og en partikelstørrelse på 1 mm. Forskning af Ren Weikang et al. viste, at den optimale opvarmningshastighed var 5 grader/min; calcineringstemperaturen havde størst indflydelse på aktiviteten, efterfulgt af råmaterialets partikelstørrelse, mens holdetiden havde en relativt lille effekt. Efterhånden som calcineringstemperaturen steg, faldt det specifikke overfladeareal af de resulterende magnesiumoxidpartikler, hvilket førte til lavere aktivitet; på samme måde forårsagede en forlængelse af holdetiden partikelvækst-og derved reducerede det specifikke overfladeareal-og resulterede i nedsat aktivitet. Opvarmningshastigheden påvirker også produktaktiviteten: hurtigere opvarmningshastigheder giver større specifikke overfladearealer og højere MgO-aktivitet. Partikelstørrelsen påvirker aktiviteten af let-brændt magnesiumoxid, selvom dets påvirkning er relativt lille. Mens almindelige og granulerede let-brændte magnesiumoxider typisk produceres ved 900-1000 grader, lider disse processer med høj-temperatur og høj{29}}output af betydelige ulemper, nemlig lav aktivitet og dårlige geleringsegenskaber. I modsætning hertil produceres aktivt let-brændt magnesia ved 700-800 grader, hvilket resulterer i høj spredning, høj kemisk aktivitet og stærke geleringsegenskaber.
Let-brændte magnesiumoxidprodukter kan også fremstilles ved at bruge saltsøvand som råmateriale. Andre tilberedningsmetoder omfatter sodaprocessen, karbonatiseringsprocessen, ammoniumbicarbonatprocessen, kalcinerings-nedbrydningsproces, sprayristningsprocessen og hydrotermisk metode. Den hydrotermiske metode kan bruges til at fremstille nano-magnesiumoxid.